Sådan kom din sms fredag aften !


Hvis du undrer dig over, hvordan Københavns Energi kunne sende dig en SMS om forurenet vand, kan du læse svaret her.

I fredags og igen i lørdags modtog københavnerne en SMS, som advarede dem om, at de skal koge vandet inden de drikker det. Men flere har undret sig over, hvor den SMS mon kom fra - og også, hvorfor det kun var nogen københavnere, men ikke andre, der fik den. Og hvor havde de i det hele taget nummeret fra ?

Svaret er ganske simpelt - for det var nemlig Københavns Energi selv, der stod bag den famøse SMS. Københavns Energi har, som mange andre tilsvarende forsyningsvirksomheder, købt sig adgang til en varslingsservice, der tilbydes af selskabet Blue Idea, og som - heldigvis - relativt sjældent kommer i brug.

Blue Idea har indsamlet telefonnumre fra landets teleselskaber og udviklet løsninger til masseudsendelse af SMSer i nødsituationer som eksempelvis den igangværende, hvor der fortsat kan være coli-bakterier i det københavnske drikkevand.

Læssevis af vandværker, energiselskaber og andre infrastrukturvirksomheder har købt lignende løsninger, så borgerne i et bestemt område hurtigt kan adviceres, hvis fx. en fabrik eksploderer med stor luftforurening til følge.

Ifølge kommunikationsmedarbejder hos Københavns Energi, Torben Hammand, var det dog første gang at Københavns energi tog systemet i brug - og kun Københavnere i de berørte områder modtog den advarende SMS. Systemet giver nemlig mulighed for at definere helt ned på gadeplan, hvem der skal modtage en SMS om en bestemt hændelse.

Men det er kun telefoner, der er registeret på adresser i det berørte områder, der får en SMS - og hemmelige numre gør således ikke.

Systemet må dog kun benyttes til nødbeskeder, og ikke kommercielle formål.

For en uges tid siden brugte forsikringsselskabet Alm. Brand tjenesten til at varsle 169.000 danskere om, at der var varslet om skybrud, og at de skulle tjekke tagrender og nedløb efter.

Seneste melding er i øvrigt, at beboerne i Københavns indre by og Nørrebro fortsat skal koge deres drikkevand, indtil tidligst tirsdag aften.

 

Kilde: http://www.b.dk/tech/saadan-naaede-din-vand-sms-frem 

 
 

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Og få inspiration og nyheder inden for brugen af digitale medier.



*bliver udsendt 4-6 gange pr. år